Det er en sætning mange mødre siger næsten automatisk. Vi siger det til venner. Til kollegaer. Til familie. Til pædagoger i institutionen. Til mennesker, der spørger i forbifarten. Og nogle gange siger vi det også til os selv.
Der findes øjeblikke i solomorlivet, som næsten er usynlige.
Et brev til mig selv den dag, jeg troede, jeg ikke kunne mere
(…og hvorfor der både glitrer stjernestøv og dårlig samvittighed mellem grangrenene)
Der findes den ferie, man planlægger.
Jeg husker tydeligt en periode, hvor alt føltes tungt. Tankerne kørte i ring, jeg sov dårligt, og selv de mindste opgaver kunne føles som bjerge, jeg skulle bestige. Ud ad til så det måske ud, som om jeg havde styr på det hele – men indeni kæmpede jeg med en konstant uro. Det var først, da jeg begyndte at lytte...
(og hvordan det hænger sammen med mit arbejde som solomorcoach og personlig coach)
Fødselsdage er normalt en anledning til at blive fejret, set og forkælet. Men som solomor kan virkeligheden se lidt anderledes ud. Dagen falder måske på en tirsdag, hvor hverdagen kører videre i sit sædvanlige tempo: madpakker, arbejde, hente-bringe og sengetider.
Der findes mange forskellige måder at blive mor på. Nogle møder en partner og følger den klassiske fortælling. Andre står et andet sted i livet: drømmen om at blive mor banker på, men den rette partner er der ikke.
Sommeren er en særlig tid. Solens varme, lange aftener og den ro, der ofte indfinder sig, når hverdagen skifter gear. Mange af os forbinder sommeren med ferie, afslapning og måske endda små eventyr. Men sommeren kan også være noget mere end blot en pause – den kan være et kærkomment pusterum til at mærke efter, om vi lever det liv,...
