❈ Brev til mig selv ❈

Et brev til mig selv den dag, jeg troede, jeg ikke kunne mere

🌿 Brevet:

Kære mig.

Jeg kan godt se det nu.

Hvordan du stod der midt i hverdagen og tænkte, at du var ved at knække.

Ikke dramatisk.

Ikke højlydt.

Bare stille og indeni.

Du troede, at du var ved at give op.

At du var blevet svag.

At du ikke længere slog til.

Men det passede ikke.

Sandheden var, at du havde været stærk for længe.

For stille.

For alene.

Med for meget ansvar og for lidt plads til dig selv.

Du bar det hele.

Ikke bare dit barn.

Men beslutningerne.

Bekymringerne.

Skylden.

Planerne.

Økonomien.

Frygten for ikke at gøre det godt nok.

Og imens lærte du at smile og sige:

"Det går fint."

"Jeg har styr på det."

"Det er bare en travl periode."

Men indeni var du træt på en måde, søvn ikke kunne reparere.

Du følte dig forkert, fordi du ikke længere kunne det, du plejer.

Men i virkeligheden var det dit tempo, der var forkert.

Dine krav.

Dit ansvar uden modvægt.

Du troede, at pauser var noget, andre kunne tillade sig.

Du troede, at hvile var dovenskab.

At ro var luksus.

Men ro er ikke luksus.

Ro er livsvigtigt.

Du må gerne være træt.

Du må gerne være i tvivl.

Du må gerne være ked af det, uden at have en klar grund.

Du må gerne være mere menneske end maskine.

Du er ikke kun værdifuld, når du præsterer.

Du er ikke kun en god mor, når du holder alting kørende.

Du er ikke kun stærk, når du bider tænderne sammen.

Du er stærk, når du stopper op.

Når du mærker efter.

Når du siger: "Her går min grænse."

En dag vil du forstå, at det her ikke var din nedtur.

Det var din opvågning.

Det var det øjeblik, hvor kroppen og hjertet sagde det samme:

"Nu er det tid til at gøre noget andet."

Og når du en dag ser tilbage, vil du ikke længere se en kvinde, der var ved at knække.

Du vil se en kvinde, der langsomt begyndte at vælge sig selv.

Og det valg ændrede alting.

Kærligst

Dig

⸻

🌿 Når man tror, man ikke kan mere – hvad der egentlig sker i krop og sind

For mange mennesker – og især for solomødre – kommer der et tidspunkt, hvor den indre sætning dukker op med en tyngde, man ikke længere kan ignorere:

"Jeg kan ikke mere." Det føles ofte som et personligt nederlag. Som om man mangler vilje, styrke eller overskud. Mange skammer sig over tanken. Over følelsen. Over trætheden. For man burde jo kunne holde til det. Man har jo klaret det før. Men set fra både et psykologisk og neurofagligt perspektiv er følelsen af "jeg kan ikke mere" sjældent et udtryk for svaghed. Den er oftest et tegn på, at krop og nervesystem har været i konstant belastning alt for længe. Når vi lever under vedvarende pres – mentalt, følelsesmæssigt og praktisk – befinder kroppen sig i det, man kalder alarmberedskab. Her aktiveres kamp- og flugtresponsen. Stresshormoner frigives, pulsen stiger, musklerne spændes, og opmærksomheden skærpes. Det er en livsvigtig mekanisme i akutte situationer – men den er ikke bæredygtig som livstilstand.

Når alarmberedskabet står tændt dag efter dag, begynder det at slide på både krop og psyke. Mange oplever:

• Konstant indre uro

• Tankemylder og bekymringer

• Søvnforstyrrelser

• Hukommelses- og koncentrationsbesvær

• Irritabilitet eller indre tomhed

• Manglende glæde

• Træthed, som hvile ikke reparerer

Samtidig falder vores tærskel for belastning. Ting, man før kunne klare, begynder at føles uoverskuelige: madlavning, beskeder, aftaler, støj, beslutninger og forventninger. Det kan give en oplevelse af at være blevet "svagere", selvom virkeligheden er, at systemet er overbelastet. For solomødre forstærkes denne proces ofte, fordi der sjældent findes reelle pauser. Ansvar kan ikke sættes på standby. Der er ingen, der naturligt tager over. Derfor lærer mange at overhøre kroppens signaler i lang tid – af kærlighed, pligt og ansvar.

Når kroppen ikke længere kan holde til at være i kampberedskab, kan den i stedet glide over i en form for nedlukning. Her oplever mange:

• Energiløshed

• Tomhed

• Manglende motivation

• Følelsesmæssig fladhed

• Svært ved at tage initiativ

Samtidig påvirkes hjernens evne til overblik, planlægning og følelsesregulering. Man bliver mere selvkritisk, mere sårbar over for krav og oplever lettere følelsen af utilstrækkelighed. Den følelsesmæssige del af hjernen bliver mere alarmberedskabspræget, og verden kan føles overvældende. Derfor er følelsen af "jeg kan ikke mere" en biologisk grænse – ikke en mental fiasko. Det er et signal om, at dit system har været stærkt for længe. Brevet her er ikke skrevet til en, der gav op. Det er skrevet til én, der holdt ud alt for længe uden støtte.

Forandring begynder sjældent i store spring. Den begynder ofte i det stille, når man:

• tillader sig at være træt uden at forklare sig

• stopper med at sammenligne sin inderside med andres yderside

• begynder at lytte til kroppen i stedet for at overrule den

• tør sætte grænser – også selvom de føles uvante

• tør tage imod støtte uden at føle, man skylder for det

Her skifter styrke karakter.

Den bliver ikke længere hård og udmattende.

Den bliver blød, bæredygtig og levende.

Og ofte sker der også noget smukt i relationen til barnet. Når mors nervesystem får mere ro, smitter det direkte af. Nærværet bliver dybere. Tålmodigheden større. Kontakten mere ægte. Ikke fordi mor gør mere – men fordi hun presser sig selv mindre.

At tro, man ikke kan mere, er ofte ikke slutningen. Det er begyndelsen på en ny måde at være i livet på. En måde, hvor styrke ikke længere måles i, hvor meget man kan holde til – men i, hvor godt man passer på sig selv.

❈

Hvis du sidder med genkendelse i kroppen efter at have læst dette, så ved du allerede, at du ikke er alene. Og du behøver ikke gå vejen tilbage til dig selv alene heller.

I Coaching Solomom arbejder jeg med stress, overbelastning, grænser, nervesystem og solomorlivets særlige vilkår – altid med respekt for dit tempo, din historie og din styrke.

Din vej. Dit tempo. Din styrke. 💚