❈ Når barren er sat for højt – et blik på solomorlivet, tempoet og den stille styrke ❈

Der findes øjeblikke i solomorlivet, som næsten er usynlige.

Ikke fordi de ikke betyder noget – men fordi de ikke larmer.

De sker nede på gulvet.

I det bløde lys fra vinduet.

I rodet, der ikke er ryddet endnu.

Et barn, der tegner.

En mor, der sætter sig ned.

Ikke for at nå noget.

Ikke for at gøre det rigtige.

Men fordi noget i hende ved, at her er det, livet foregår.

På billedet står der:

"Det er ikke vigtigt hvor meget I laver sammen.

Det er en større værdi at I laver noget sammen."

Og alligevel kan der, midt i dette stille øjeblik, opstå en uro.

En indre stemme, der hvisker, at det ikke er nok.

At hun burde mere. Gøre mere. Være mere.

Det er her, barren sniger sig ind.

Sætningen "Det er ikke vigtigt hvor meget I laver sammen. Det er en større værdi at I laver noget sammen" peger direkte ind i dette spændingsfelt. For selvom vi ved det kognitivt, er det langt sværere at tillade det følelsesmæssigt. Især når man er alene med ansvaret.

I coachingarbejdet med solomødre ser jeg ofte, hvordan der opstår et indre pres, der ikke nødvendigvis kommer udefra, men indefra. Et pres, der vokser ud af en dyb ansvarsfølelse og et ønske om at gøre det rigtige. Psykologisk set handler det om internaliserede normer og idealer – forestillinger om det gode moderskab, som langsomt bliver målestokken for egen værdi. Når disse idealer ikke tager højde for livsvilkår, bliver de ikke motiverende, men belastende.

Her reagerer kroppen før tanken. Nervesystemet forsøger konstant at tilpasse sig et liv med høj belastning og lav restitution. I et sådant system bliver det svært at finde ro, svært at mærke sig selv og svært at være følelsesmæssigt tilgængelig – ikke fordi viljen mangler, men fordi kapaciteten er presset. Når en solomor forsøger at leve op til en for høj barre, vil hun ofte opleve, at jo mere hun prøver, jo mindre slår hun til. Det er ikke et personligt svigt. Det er biologi.

Børn lever i relation, ikke i idealer. Deres nervesystem reguleres gennem kontakt, gennem gentagelse, gennem den voksnes evne til at være nogenlunde forudsigelig og følelsesmæssigt til stede. Ikke hele tiden – men tilstrækkeligt ofte. Når en mor sidder på gulvet og faktisk er der, også selvom det kun er i korte glimt, opstår der noget afgørende: barnets system falder til ro, fordi der er resonans. Det er denne resonans, mange solomødre undervurderer betydningen af, fordi den ikke kan måles i aktiviteter eller output.

Jeg arbejder gerne med psykologisk fleksibilitet som en central bæredygtighedsfaktor i min coaching. Psykologisk fleksibilitet handler om evnen til at blive i kontakt med det, der er, uden konstant at vurdere det op imod et ideal. Det er evnen til at justere tempo, forventninger og indsats uden at miste retning eller selvrespekt. For solomødre er dette ikke bare en mental færdighed – det er en nødvendighed.

Når barren bevidst sænkes, sker der ofte noget markant. Skylden får mindre greb. Kroppen falder mere til ro. Og relationen får bedre vilkår. Ikke fordi man gør mere, men fordi man holder op med at kæmpe imod sig selv. Mange oplever, at nærværet faktisk bliver dybere, når de stopper med at forsøge at leve op til noget uopnåeligt.

Selvomsorg bliver her et regulerende princip snarere end et ekstra lag ovenpå hverdagen. Det handler ikke om at trække sig fra ansvar, men om at fordele kræfterne på en måde, der kan holde over tid. For i et solomorliv er der sjældent nogen, der samler én op, hvis man brænder ud. Derfor er justering ikke luksus – det er forebyggelse.

Den styrke, der findes i solomorlivet, er sjældent larmende. Den er stille, vedholdende og ofte usynlig. Den viser sig i evnen til at mærke, hvornår noget skal gøres anderledes. I modet til at sænke barren, selv når den indre kritiker protesterer. I villigheden til at stole på, at relation ikke kræver perfektion – kun tilstedeværelse.

Når du sætter dig på gulvet med dit barn på en dag, hvor energien er lav, udviser du ikke utilstrækkelighed. Du udviser psykologisk modenhed. Du vælger regulering frem for overpræstation. Og netop her ligger kernen for mig.

For det er ikke vigtigt, hvor meget I laver sammen.

Det er en større værdi, at I laver noget sammen.

I dit tempo.

På din måde.

Med den styrke, du allerede har.