❈ 🍂 Når efterårsferien tager en drejning… ❈

Der findes den ferie, man planlægger.

Og så findes den ferie, man får.

Efterårsferien er for mange familier et pusterum. En tid til at trække vejret, mærke hinanden, få frisk luft og lade hverdagen falde lidt fra hinanden. Men når man står alene som mor, bærer ferien allerede et andet lag: forventningen om både ro og ansvar. Man glæder sig, men man ved også, at man ikke helt får fri. Jeg havde forestillet mig en uge med bløde dage, langsomme morgener og et par ture i skoven.

Men allerede på en feriens første dage stod han pludselig med varme kinder og blanke øjne. Feberen havde meldt sin ankomst.

Det er, som om min krop instinktivt ved, hvad der skal ske. Man registrerer varmen mod sin egen kind, den matte stemme, de trætte øjne – og så klikker man over i omsorgstilstand. Der bliver ikke spurgt meget. Man handler bare. Sengen eller sofaen redes om til en rede. Drikkedunken stilles på bordet. Ipaden hentes, og tæppet bliver lagt om igen og igen. Det hele sker i en stille rytme, som kroppen kender, men hjertet alligevel altid mærker. Der er ingen pauseknap for en solomor. Ingen, der tager over, mens man lige går i bad, handler, eller bare trækker vejret i fred. Der er kun én voksen i huset, og hun har ansvaret for alt. Men der er også noget roligt ved det. En slags dyb, gammel kraft, der vågner, når ens barn har brug for én. Man bliver en tryg havn – og alt andet kan vente.

Ferien fik en ny rytme. I stedet for udflugter kom der tegnefilm, i stedet for legeplads blev det sofa, og i stedet for tid til mig selv blev der tid til os. Det er en særlig form for omstilling – den, der kræver, at man giver slip på alt det, man havde glædet sig til, uden at miste modet.

Som solomor er det en disciplin, man efterhånden kender:

At kunne ændre kurs uden at gå i stykker.

At kunne tilpasse sig, uden at miste sig selv.

Men det kræver noget. For bag den rolige stemme og de faste hænder gemmer der sig også et menneske, der lige havde brug for en pause. Et menneske, der havde glædet sig til at få lov at trække vejret, før hverdagen igen kalder.

Og dér midt i omstillingen ligger en vigtig påmindelse:

At anerkende skuffelsen ikke gør os utaknemmelige.

Det gør os ærlige.

Når barnet bliver syg, bliver dagene anderledes. Tid ophæves lidt. Man måler ikke længere tiden i timer, men i "hvornår han sover", "hvornår han spiser lidt" og "hvornår han vågner igen".

De små handlinger bliver store:

At holde et glas koldt vand til små sip.

At dæmpe lyset.

At finde bamserne frem, så der er noget trygt at kramme.

At sidde stille, mens han falder i søvn – og blive siddende lidt længere, selvom benet sover.

Og mens jeg sidder dér, kan jeg mærke, hvordan roen sniger sig ind. En anden slags ferie, måske. Ikke den planlagte – men en ferie, hvor jeg bliver i stedet for at gøre.

Når barnet sover tungt med svedige lokker og rødmosset hud, begynder tankerne at vandre. Det er, som om stilheden skaber plads til alt det, man ikke får tænkt i hverdagen. Jeg tænker på, hvor meget ansvar jeg egentlig bærer. Hvor meget kærlighed der ligger i at holde styr på det hele, selv når jeg selv er træt. Og hvor let det er at glemme, at jeg også har brug for omsorg. Der er en særlig sårbarhed i at være den eneste voksen. Det kan føles ensomt – især i de stille aftentimer. Men der bor også en kærlighed dér, som er svær at beskrive. Et ubetinget bånd. Et "vi to mod verden".

Og måske er det netop det, der gør solomor-livet så stærkt:

At man mærker alting lidt mere.

Både træthed og taknemmelighed, både ensomhed og samhørighed – alt får lov at eksistere side om side.

Jeg har før tænkt, at jeg skulle kompensere i ferierne. At jeg skulle skabe oplevelser, så min søn ikke skulle mangle noget. Men virkeligheden lærer mig igen og igen, at det, han husker, sjældent er det store. Det, han husker, er følelsen. At jeg var der. At han kunne mærke roen, selv når dagene blev anderledes. At jeg kiggede på ham, og han kunne mærke, at det var nok. Perfektion har aldrig skabt nærvær. Men nærvær skaber noget, der varer. Så i stedet for at tænke, at ferien "gik i vasken", begynder jeg at tænke, at den fandt sin egen form. En form, hvor kærligheden fik mere plads end planerne.

Når feberen endelig falder, og kinderne får farve igen, kommer energien langsomt tilbage. Han begynder at grine, småsnakke, spørge, om vi kan lege. Og jeg mærker, hvordan en bølge af lettelse skyller igennem mig. Jeg ser rundt i huset – vasketøjet, rodet, de halvfyldte glas og brugte lommetørklæder – og jeg smiler. For det her er livet. Rodet, virkeligt, ægte. Jeg indser, at ferien, trods alt, har givet os det, vi begge trængte til: tid sammen. Tid til at mærke, hvor tæt vi egentlig er, når alt andet falder bort.

Når alt falder til ro, og hverdagen begynder at kalde igen, tænker jeg over, hvordan jeg selv skal huske at tanke op. For hver gang livet kræver omstilling, bruger jeg lidt af min egen energi. Og selvom jeg ofte finder styrken frem uden at tænke over det, ved jeg, at den skal plejes.

Jeg minder mig selv om:

Selvomsorg er ikke egoisme.

Det er vedligehold.

Når jeg tager mig af mig selv, lærer jeg mit barn, at det også må tage sig af sig selv. At omsorg ikke kun gives – den skal også modtages. Så jeg vælger at gøre noget godt for mig selv, når roen vender tilbage: Et varmt bad. En tur i naturen. En kop kaffe i stilhed. Et dybt åndedrag. Ikke fordi jeg fortjener det, men fordi jeg har brug for det.

At være solomor handler ikke kun om at klare sig selv. Det handler om at skabe et hjem, hvor kærlighed, tryghed og fleksibilitet lever side om side. Det handler om at kunne grine midt i kaosset, trøste midt i træthed, og stadig finde små lommer af glæde. Nogle gange føler jeg mig som både mor, far, ven, sygeplejerske, praktiker og coach på én gang. Men mest af alt føler jeg mig som menneske. Et menneske, der elsker højt, gør sit bedste og prøver at finde balancen mellem at give og at være.

💛

Din vej. Dit tempo. Din styrke.

Efterårsferien blev ikke, som jeg havde planlagt. Men den blev præcis, som livet ofte er – uforudsigelig, ægte og fuld af små påmindelser om, hvad kærlighed i virkeligheden betyder.