❈ Når jeg siger “Jeg er okay”    - om den usynlige følelsesmæssige byrde mange mødre bærer ❈

"Jeg er okay."

Det er en sætning mange mødre siger næsten automatisk. Vi siger det til venner. Til kollegaer. Til familie. Til pædagoger i institutionen. Til mennesker, der spørger i forbifarten. Og nogle gange siger vi det også til os selv.

Men bag de ord kan der gemme sig meget mere.

For selvom hverdagen måske fungerer på overfladen, kan der indeni være en hel strøm af tanker, følelser og bekymringer, som næsten aldrig får plads. Den konstante mentale aktivitet. Når man bliver mor, sker der noget særligt med vores opmærksomhed. Det er som om en del af hjernen altid er på arbejde. Selv når du sidder stille. Selv når du prøver at slappe af.

Der kører næsten altid en indre liste i baghovedet:

Har barnet spist nok i dag?

Husker jeg gymnastiktøj i morgen?

Skal jeg skrive til institutionen?

Har jeg betalt den regning?

Hvad skal vi have til aftensmad?

Har mit barn egentlig haft en god dag?

Det er ikke bare praktiske tanker. Det er også et konstant følelsesmæssigt ansvar. Du bærer ikke kun opgaverne – du bærer også overblikket over dem. Og den mentale belastning stopper sjældent helt. Den følelsesmæssige radar Mange mødre udvikler næsten en slags indre radar. Du registrerer hurtigt de små signaler hos dit barn. Du mærker det i stemningen. I ansigtsudtrykket. I måden barnet bevæger sig på. 

Du kan ofte fornemme:

Om dit barn er ked af det.

Om noget er svært i institutionen.

Om dit barn er overstimuleret eller træt.

Om der er noget, der fylder indeni.

Det er en utrolig vigtig og smuk evne. Men den betyder også, at du ofte er følelsesmæssigt meget vågen. Du er ikke bare til stede. Du er konstant opmærksom. Og det kan være udmattende i længden. Når man hele tiden er den stærke Som mor bliver du ofte den, der holder sammen på tingene.

Den der:

skaber ro når barnet er ked af det

finder løsninger når noget går galt

bevarer overblikket når hverdagen bliver kaotisk

Du bliver den, der regulerer følelser. Ikke kun dine egne. Men også dit barns. Og i mange situationer forventes det næsten, at du kan holde hovedet koldt og finde en løsning. Men det betyder også, at der nogle gange ikke er plads til dine egne følelser.

Du bliver vant til at sige:

"Det går nok."

"Jeg klarer den."

"Det skal nok gå."

Selv når du egentlig er træt helt ind i kroppen.

En af de ting, der ofte sker i moderskabet, er, at man gradvist begynder at tilsidesætte sine egne behov. Ikke fordi man vil. Men fordi hverdagen kræver det. Barnets behov kommer først. Så kommer arbejdet. Så kommer alle de praktiske opgaver. Og til sidst – hvis der er tid og energi tilbage – kommer du selv. 

Over tid kan det betyde, at du næsten glemmer at mærke efter:

Hvordan har jeg det egentlig?

Har jeg brug for en pause?

Har jeg brug for ro?

Har jeg brug for støtte?

Mange mødre bliver så vant til at klare alting, at de næsten ikke opdager, hvor meget de faktisk bærer. Kroppens stille signaler. Når man i lang tid har meget ansvar og mange følelsesmæssige belastninger, begynder kroppen ofte at sende små signaler.

Det kan vise sig som:

en konstant træthed

spændinger i nakke og skuldre

uro i kroppen

tankemylder om aftenen

søvn der bliver lettere eller mere afbrudt

Nogle oplever også, at de lettere bliver irritable eller følelsesmæssigt overvældede. Det betyder ikke, at man er ved at miste kontrollen. Det betyder ofte bare, at kroppen har været i alarmberedskab længe. Når vi konstant skal være opmærksomme og tage ansvar, kan nervesystemet have svært ved helt at falde til ro.

Noget af det svære ved moderskabet er også, at mange af disse følelser sjældent bliver talt højt om. For moderskab bliver ofte fremstillet som noget, der primært er smukt, hyggeligt og meningsfuldt. Og ja – det er det også.

Men det kan også være:

overvældende

trættende

ensomt

følelsesmæssigt krævende

Især hvis man står alene med ansvaret. Mange mødre – og især solomødre – oplever, at de ikke rigtig har nogen at læne sig op ad i hverdagen. Der er ikke altid nogen at dele bekymringerne med. Ikke nogen at sige: "Jeg er simpelthen så træt i dag."

Når man bærer meget ansvar, kan der også snige sig en stille tvivl ind.

En tanke, der måske dukker op sent om aftenen:

Gør jeg det godt nok?

Kunne jeg gøre mere?

Burde jeg være mere tålmodig?

Burde jeg have mere overskud?

Mange mødre stiller enorme krav til sig selv. Ofte langt større krav, end de ville stille til andre.

Midt i alt dette findes der også noget meget særligt. For mødre udvikler en form for styrke, som ikke altid er synlig. En stille styrke.

Den viser sig i de små øjeblikke:

Når du trøster dit barn midt om natten.

Når du finder overskud til at lege, selvom du er træt.

Når du holder fast i kærligheden, selv på svære dage.

Det er ikke den slags styrke, man altid får ros for. Men den er enorm.

Noget af det vigtigste mange mødre har brug for at høre er dette:

Du må også være menneske.

Du må være træt.

Du må være frustreret.

Du må have brug for pauser.

Det gør dig ikke til en dårlig mor.

Det gør dig til et menneske, der bærer meget.

En sidste tanke

Hvis du nogle gange siger: "Jeg er okay", men i virkeligheden føler dig presset eller udmattet - så er du ikke alene. Rigtig mange mødre går rundt med præcis den samme følelse. Og måske er det i virkeligheden netop derfor, vi har brug for at tale mere åbent om det. For moderskab kræver ikke perfektion.

Det kræver nærvær, kærlighed og menneskelighed. Og det har du allerede.