❈ ⭐ Når julen lander i mit lille solomor-univers ⭐️ ❈

(…og hvorfor der både glitrer stjernestøv og dårlig samvittighed mellem grangrenene)

Der er et særligt øjeblik hver december. Det øjeblik hvor lyset fra kalenderlyset rammer kaffekoppen, og jeg – solomoren – står midt i en stue, der dufter af både kanel, rodet legetøj og ambitioner. Ambitioner om at skabe magien. Den rigtige slags. Den som børn mærker helt ud i fingerspidserne, og som voksne forsøger at rekonstruere hele livet.

Og samtidig…

Den slags, der kan få min puls til at stige, bare jeg ser et udsolgt "julepynt 3-pak" i Rema. For julen er magisk. Men også lidt lumsk.

🌟 Jeg er solomor. Jeg skaber alt – og jeg bærer alt.

Der er ingen der skiftes med mig til at huske nissedørens mikro-gaver. Ingen der deler "kan du ikke lige købe én liter mælk på vej hjem"-turene. Ingen der tager 50% af planlægningen, 30% af bagningen eller 10% af de mentale overvejelser om, om jeg burde gøre lidt mere.

Julen er hyggelig. 

Men den rammer lige ned i den der særlige solomor-sårbarhed:

At alt hviler på mine skuldre.

Og fordi jeg elsker mit barn så uendeligt… kan min kærlighed nogle gange forklæde sig som dårlig samvittighed.

Burde jeg købe kalendergaven med det populære dinosaur-lys?

Burde jeg bage de små småkager fra videoen på Instagram?

Burde jeg være mere nærværende?

Mere rolig?

Mere… julemor-agtig?

Der er et øjeblik hver december, hvor jeg glemmer, at jeg allerede gør det vigtigste:

Jeg er her.

🎄 Men så sker der noget. Noget små-magisk.

Min 3-årige sætter sig midt i rodet stue og råber:

"SE MOR! JEG LAVER EN STJERNE DER LIGNER EN BIL!"

Og jeg stopper. Helt stille. Som om nogen lige har trykket pause på forventningerne. For dér sidder barnet, som er hele grunden til at december kan mærkes helt ind i min brystkasse. Han ser ikke stress. Han tæller ikke kalendergaver. Han måler ikke julemagien i hvor mange slags småkager, jeg har bagt. Han mærker mig. Han mærker os. Han mærker, at vi skaber julen sammen – med tape, fredagskakao, rodet entré og lidt for mange "mor skal bare liiige…"-sætninger.

✨ Julen som solomor er ikke perfekt. Den er ægte.

Og måske… er det dér magien bor.

I de uperfekte ting:

• den skæve hjemmeklippede stjerne

• pebernødderne der blev for hårde

• nissedøren som jeg glemte at åbne og måtte improvisere ved kl. 06:14

• og i det blik min søn sender mig, når vi tænder kalenderlyset sammen

Julen kan godt være stressende. Den kan godt vække den der "jeg er ikke nok"-følelse. 

Men julen giver mig også en sætning, jeg øver mig i at tro på: 

Jeg giver mit barn præcis den barndom, der passer til os. Ikke til alle andre.

🌙 Så her er årets magiske solomor-besked – fra mig til mig selv (og til dig):

Du skal ikke gøre julen perfekt.

Du skal bare gøre den levende.

Så klarer børnene resten.

Og måske…

måske er december i virkeligheden bare en invitation:

En invitation til at sætte tempoet ned.

Til at give slip på de forventninger, der ikke er dine.

Til at lave din helt egen version af "jul", skræddersyet til to mennesker, der elsker hinanden helt op til stjernerne.

🎁 Og den bedste gave?

Den du giver dig selv:

At vide, at når du står der i køkkenet med stresshår, en halvspist pebernød og dårlig samvittighed… så er du stadig den tryggeste, blødeste, mest magiske jul, dit barn kan få.

For jul er ikke noget man køber.

Jul er noget man er.